Golfbox login

Indvielse af udslagsbane


Fredag d. 17. juni indviede Randers Fjord Golfklub det nyrenoverede og ombyggede område og hus på klubbens drivingrange.

For et par år siden måtte klubben sande, at området ikke var tidssvarende, men økonomien gjorde det desværre ikke muligt at gå i gang med en større renovering.
En arbejdsgruppe i klubben, med Paul Erik Andersen i spidsen, fik udarbejdet en plan for ombygning og gik derefter i gang med at undersøge muligheden for sponsering igennem forskellige fonde.

Elro-Fonden fandt projektet interessant og valgte at støtte med kr. 470.000,-. Et beløb som vakte stor glæde i klubben, da der nu viste sig mulighed for at planerne kunne realiseres. Arbejdet gik i gang, men hen ad vejen kom flere ønsker til og Gjerlev Enslevs Sparekasses gavefond blev kontaktet.

Til stor glæde i klubben valgte de at donere kr. 100.000,- til færdiggørelse og indkøb af bl.a. en boldmaskine.

Endnu mangler bygningen på drivingrange den sidste finish, som frivillige blandt klubbens medlemmer skal gøre færdigt.

Formand Thomas Just udtaler: ”Det er en stor glæde for klubben at kunne indvi de nye faciliteter på drivingrange, som ville have været meget svære at realisere uden den store velvilje og støtte fra de 2 fonde – Elro-Fonden og Gjerlev Enslev Sparekasses gavefond. Vi håber, det bliver til stor både glæde og gavn blandt såvel medlemmer som gæster, at området er blevet renoveret”.

Randers Fjord Golfklub fejrede indvielsen med deltagelse af ca. 75 medlemmer, som blev fik serveret hot dog fra pølsevogn samt øl, vand og frugt. De første golfslag blev slået ud umiddelbart efter åbningen.

Klubben ser frem til en spændende sæson, hvor man håber, at rigtig mange af klubbens medlemmer vil gøre brug af det nye renoverede område.