Golfbox login

Hørt hos slagteren


Kvalitet, nærvær og humor er kodeordene, når man besøger Cibuz Madstudie i Randers. Alle deres lækre delikatesser er hjemmelavede og producerede i videst mulige omfang af lokale varer. Det er en hjertesag at levere kvalitet til en fornuftig pris.

Glæde der kan høres

- Cibuz Madstudie det er Tina, lyder en glad og meget jysk stemme i telefonen, når man ringer op.

Livsglæde og fornemmelsen af at være landet på den rette hylde er noget af det, der er kendetegnende for Cibuz Madstudie, der bliver drevet af Tina Jensen og Brita Richelsen. De fandt sammen for tolv år siden, og drømmen om en lille butik, der laver gedigen mad med et moderne twist, er deres egen. Så de slog til, da den forhenværende slagterbutik blev ledig. Tina og Brita er meget imødekommende selv i en travl hverdag og fortæller gerne, hvor butikkens navn kommer fra?

- Ja, det var heller ikke helt let at finde et navn. Vi havde indkaldt både Tinas og mine børn, men de kunne ikke finde et navn, som ikke allerede var brugt. Så kiggede vi på Nordisk mytologi, men det gik heller ikke. Vi endte med at snuble over ordet ”Cibuz” i nogle blade, det betyder mad på latin, og det var jo mad det skulle handle om - fortæller Brita med smittende humor.

Engagement der kan føles

Det er tydeligt, at disse to kvinder vil noget med det, de laver, og de har travlt. Alligevel er glæden ved at dele deres passion for at lave mad tydelig, da undertegnede spørger om, hvilke projekter de har for tiden?

- Jamen vi har virkelig travlt. I butikken laver vi alt fra bunden, hvis vi kan. Vi laver pålæg som rullepølse, roastbeef og byens bedste sylte. Vi har fedt, det kan de gamle godt lide. Så har vi en aftensmad buffet, hvor man som regel kan vælge mellem to forskellige slags til 48kr. I efteråret startede vi med vegetarmad, så det er altså ikke en slagter. Det kan vi ikke helt enes om med de kunder, der brugte slagteren før i tiden, griner Brita -det har vi meget skæg med i hverdagen.

De er også engagerede i Randers Fjord Erhvervsnetværk, hvordan mon det passer ind i deres værdier, som er dyrevelfærd, lokal forankring og stop madspild?

- Det er slet ikke formelt og strømlinet. Man behøver ikke være på en bestemt måde for at være med. Det er meget afslappet og uformelt. Vi mødes på tværs af fagligheder og hjælper hinanden. Der er også noget nærhed i at skabe netværk og fællesskab i lokalområdet. Egentlig havde vi troet, at vi skulle sparre med firmaer, der mindede om vores eget, men det er slet ikke nødvendigt. Der er ting, som er generelle for alle firmaer som f. eks. den nye persondatalov. Der hjælper vi hinanden med at huske at få tingene gjort og forstå, hvad vi i det hele taget skal gøre, svarer Brita, vi hjælpes ganske simpelt ad uanset om man snakker med en bankmand, en arkitekt eller en vognmand, og det er egentlig en rar tanke. Og så er der smukt derude, jeg nyder naturen. Selv spiller jeg ikke golf og forstår ikke altid, hvad de andre siger med at slå to over par… men det er ikke så slemt.

Ansvar der kan smages

Ansvarlighed i Cibuz Madstudie er at bruge lokale leverandører og mindske madspild ved at anvende alle dele af råvarerne. Derfor kan du heller ikke være sikker på at få præcis det samme hver gang, du besøger butikken. Her er sandelig ikke tale om masse produktion, snarer tale om at producere en masse forskelligt. Tina og Brita bager deres eget brød og står selv for syltningen. Butikkens udbud former sig på mest charmerende vis efter årstid, kundernes ønsker og råvarer. Det er så at sige ansvar, man kan spise. Hvorfor er det så vigtigt for jer at tage ansvar for, hvad man spiser?

- Jamen Djursland grisen og Hopballe Mølle kylling er begge produkter vi sælger, når vi kan. Deres fokus på kvalitet og dyrevelfærd passer til vores værdier. Vi har også lokal honning og er lige begyndt at bruge nedbrydelige plasticposer, der er lavet af majsmel. Hvis nu man glemmer dem udenfor eller taber dem, så er de nedbrudt i løbet af 90 dage. Det er desværre dyrt med den slags emballage, og vi vil gerne holde priserne nede. Det skal være kvalitet for alle. Derfor kommer gode handler og tilbud også kunderne til gode på samme måde som viden om at drive forretning, forklarer Brita, den viden får vi blandt andet fra Randers Fjord Erhvervsnetværk. Vi var med ude på Cold Hand Winery, det gjorde et stort indtryk og var et boost for os alle. Ansvar er at gøre det bedst muligt for dine kunder, og det hjælper Randers Fjord Erhvervsnetværk os med.