Golfbox login

Bogholderinden og netværket


Kristina Rasmussen har et mindre firma og erfaring med forskellige netværk. Hun er rigtig glad for Randers Fjord Erhvervsnetværk. Det har klart nogle fordele frem for nogle af de andre, hun har prøvet.

KristinaRasmussen.jpg

En anderledes bogholderinde

Bogholderinden.dk er et mindre firma fra Randers, der arbejder med bogholderi og regnskaber for firmaer, der ikke har brug for en fuldtidsbogholder. Det lyder måske lidt kedeligt, men det er Kristina Rasmussen bestemt ikke. Hun beskriver selv, at de gør revisorens benarbejde. De laver for eksempel også selvangivelser både for private og firmaer, dog er de fleste af deres kunder firmaer. Kristina har en ansat i firmaet, som hun selv startede i 2013 og omdannede til ApS for 4 år siden. For et års tid siden blev Kristina anbefalet Randers Fjord Erhvervsnetværk. Det var ikke en nem beslutning for hende at møde op i Randers Fjord Golfklub, hvor Erhvervsnetværket holder til.

”Jeg havde på et tidspunkt nærmest netværket mig ihjel. Jeg var med i nogle ret store netværk, hvor vi altid blev sat i grupper for at diskutere vores problemer, uden der kom nogle løsninger. Jeg er lidt reserveret og bestemt ikke fan af den måde. Vi sad nærmest bare og talte vores problemer ihjel. Jeg kan ikke bare dele alt omkring interne problemer i mit firma, jeg har brug for at være tryg.”

Et anderledes netværk

Kristina Rasmussen er glad for hun tog afsted. Randers Fjord Erhvervsnetværk er nemlig et anderledes netværk, de drikker ikke bare kaffe og får rundstykker. Hun får noget nyt med hjem hver gang. Kristina oplever, at det skaber mening for hende i hverdagen - og debat på den gode måde. Alle medlemmerne får et fælles indspark udefra i form af et oplæg eller lignende, det er udgangspunkt for den videre snak.

”Det er meget nemmere, når vi kan snakke om det oplæg, vi lige har fået. Det er ikke så meget direkte fokus på mig som person. Jeg synes, vi får snakket om rigtig mange vigtige ting uden, jeg behøver føle mig udstillet. Vi kommer ind på nogle af de vigtige ting, det er bare på en anden måde, når det handler om et fælles tredje. Vi er en blandet flok, og det er rigtig godt, så får man mange perspektiver med.”

Det handler om tryghed

For Kristina Rasmussen har Randers Fjord Erhvervsnetværk en reel effekt i hendes firma og for hende selv. Hun har fået nye kunder og nye måder at se på sit firma på. Erhvervsnetværket er blevet et trygt sted, hvor hun kender de andre og nemmere kan ”connecte” til de andre medlemmer. For Kristina handler det egentlig om tryghed - Randers Fjord Erhvervsnet er et trygt forum, hvor hun kan sparre på sine egne præmisser, og det giver bonus. Faktisk har hun haft kontakt til et af de andre medlemmer udover til selve møderne.

”Møderne i netværket har ændret mig, så jeg tænker anderledes på fremtiden i mit eget firma. Helt konkret havde vi forrige gang et oplæg om arbejdsglæde hos medarbejderne. Jeg ved godt, jeg lige nu kun har en ansat, men jeg regner med, at firmaet vokser i fremtiden. Jeg er leder og har altid været leder, derfor har jeg nok nogle gange et overordnet synspunkt. Men da jeg hørte, hvordan medarbejdere nogle gange tænker eller taler i krogene, fik jeg et andet perspektiv på nogle ting.”

Bogholderinden.dk er glad for sit medlemskab af Randers Fjord Erhvervsnetværk. Kristina Rasmussen har prøvet flere varianter, nu har hun endelig fundet match - et netværk hun kan se mening i, og som hun rent faktisk kan bruge i sin hverdag.