Golfbox login

Banen i december-marts


Banen er åben

Den seneste periode har budt på skiftende vejr – fra frost og hård kulde til mildere dage, hvor banen har kunnet trække vejret lidt igen. Greens og fairways er kommet godt igennem efteråret, og vi gør alt for at beskytte dem i vintermånederne, så vi står stærkt, når sæsonen begynder igen.

Vi holder løbende øje med frosten og justerer færdsel på banen efter behov:

  • Der spilles til sommergreens.
    Bemærk: ❄️
    Ved frostvejr skal der spilles til vintergreens ❄️ - se nederst på siden

  • Banen afspærres de steder, hvor den er udfordret af fugt. Indtil videre spilles alle 18 huller.

Arbejdet i december
Der er blevet knoklet flittigt rundt på banen:

  • Flytning af huller for at fordele slid og beskytte greens i frostperioderne

  • Nedgravning af nye elkabler til to nye robotklippere, som ankommer i foråret.
    De nye robotter vil fremover klippe hul 12, 13, 14, 15, 16 og 17, og kablerne er nu lagt i jorden, så anlægget er klar til installation

  • Vedligeholdelse af teesteder og greens, så banen holdes sund hele vinteren.

Resten af vinteren
Når vejret tillader det, fortsætter vi med:

  • Træ- og buskrydning for bedre lys og luft

  • Bunkerarbejde, reparationer og forbedringer

  • Finpudsning og oprydning på stier, kanter og teesteder.

Tak til frivillige og hjælpere
En stor tak til alle de frivillige hænder, der hjælper til på banen. Jeres engagement styrker både banen og fællesskabet. Det sætter vi utrolig stor pris på.

Jule- og nytårshilsen 🎄🎄🎄
Vi ønsker alle medlemmer en glædelig jul og et godt nytår.

Tak for et godt år fyldt med aktivitet, engagement og gode oplevelser på banen. Vi glæder os til et nyt golf år – nu også med endnu mere robotkraft på banen!


På vegne af Greenkeeperteamet


Generelt for vinterperioden

Spil med oplæg

Der spilles med oplæg; et scorekorts bredde på fairway og arealer der er klippet til fairway eller kortere. Bolden må renses.
For at vi stadig kan handicapregulere følges reglerne i lokalregel E-3 (se nederst).

Kørsel med buggy og scooter

Der er i vinterperioden (fra den 12.12.2025) lukket for kørsel med buggy og scooter.
Vi opfordrer til at anvende bærebags.

Driving Range

Driving range er boldmaskinen taget ind og der opsamles ikke mere bolde. Man er velkommen til selv at hente de bolde, der ligger på Driving Range - pas i den forbindelse på hinanden...

Banen i øvrigt

Der er lukket for drikkevandet ved banetoilettet og rengøringspladsen ved bagrum. Banetoilettet er stadig åbent - husk venligst at lukke døren helt efter brug for at holde på varmen.

Begge broer ved hul 2 og 18 er lukket, benyt betonbroen i midten.

Vintergreens med det blå flag skal anvendes, når der er frost på greens:

  • Spiller du tidligt om morgenen og der er frost i luften, så er der nok også frost på green - spil til blåt flag

  • Kan du se, at green på hul 1 er helt hvid, så skal der spilles til blåt flag

  • Har der været frost i flere dage, så spil til blåt flag

  • Er græsset på teestedet frossen, så spil til blåt flag

  • Hvis du er i tvivl, så spil til blåt flag.

Hvis I oplever noget, der skal kigges på, så vil det være en stor hjælp, hvis I sender os en mail på bane@rfgk.dk.

Hav en god vintersæson - og på gensyn i 2026 🏌️⛳

  • Når en spillers bold ligger i en del af det generelle område, klippet til fairwayhøjde eller lavere må spilleren tage lempelse uden straf én gang ved at placere den oprindelige bold eller en anden bold i og spille den fra dette lempelsesområde:

    ▪️ Referencepunkt: Boldens oprindelige sted
    ▪️ Størrelse af lempelsesområdet målt fra referencepunkt, inden for et scorekort
    ▪️ Begrænsninger for placeringen af lempelsesområdet:
    ▪️ Må ikke være tættere på hullet end referencepunktet, og
    ▪️ Skal være i det generelle område.

    Når der gøres brug af denne lokalregel, skal spilleren vælge et sted at placere bolden og anvende procedurerne for genplacering af en bold efter Regel 14.2b (2) og 14.2e.
    Bolden må renses.

    Straf for at spille en bold fra et forkert sted i strid med lokalregel, generel straf efter regel 14.7a.
    Hulspil: Tabt hul
    Slagspil: 2 strafslag.