Banen er åben
Vi er nu trådt ind i sommermånederne, og det betyder, at vi har rundet foråret af og færdiggjort de sidste småprojekter på banen. Det er altid rart at se resultaterne af det hårde arbejde, og banen er nu godt klædt på til en travl og – forhåbentlig – solrig sommersæson.
Tak
En særlig tak til alle jer frivillige, som yder en fantastisk indsats. Jeres engagement og arbejdskraft er helt uvurderlige og bidrager i høj grad til den høje kvalitet, vi ønsker at opretholde på banen. Uden jer ville det ikke kunne lade sig gøre – så tusind tak!
Vejret
Vejrmæssigt har vi haft en usædvanligt tør periode, og det har naturligvis sat sit præg på arbejdet ude på anlægget. Vi har haft stort fokus på vanding og forsøger at balancere behovet for fugt med de ressourcer, vi har til rådighed. Det er en udfordring, men vi gør alt, hvad vi kan, for at holde banen i bedst mulig stand.
Greens
Vores greens er nu ved at være klar til sæsonen, men de mangler lige det sidste i hastighed. Lige nu er klippehøjden 3 mm. I løbet af juni vil vi gennemføre prikning og dressing af greens. Det er en vigtig del af vores vedligeholdelsesprogram, som sikrer sundt rodnet, bedre dræning og i sidste ende en endnu bedre spilleoplevelse. Der vil naturligvis kunne opleves lidt ujævnheder i dagene efter, men vi gør vores bedste for at minimere generne.
Desværre kan selv det bedste put ødelægges af et nedslagsmærke. Vi ved godt, at nogle af jer retter tre til fire mærker op på stort set alle greens, men det betyder desværre også, at der er andre, der ikke retter deres nedslag op. Det vil være en kæmpe hjælp for alle, hvis pitchforken er klar til brug, når vi går på green – og vi faktisk bruger den, når vi har lavet et nedslagsmærke. Tag gerne et par andres med også...
Se videoen om at rette nedslagsmærker op korrekt. Kilde: Dansk Golf Union.
Robotterne på hul 3-8
Robotterne fungerer rigtig godt. Man kan tydeligt se forskellen på de fairways, hvor robotterne kører. Når vi klipper så ofte, som robotterne gør, vil man kunne se, at ukrudtet får mindre vækst. Vi har nu også sat robotterne til at klippe rundt om vores teesteder, da de sagtens kan følge med.
Rough
Vi ved godt, at roughen nogle steder er blevet sej og træls. Det bliver den desværre ved med at være, hvis vi fortsætter med at klippe den år efter år. Derfor vil vi i stedet forsøge at afbrænde den i det tidlige forår.
Formålet er at undgå, at de mange frø, som ellers spredes ved klipning, får lov til at spire. Ved at brænde roughen af, håber vi at mindske fremkomsten af nye, uønskede planter.
Det kan give nogle lidt trælse oplevelser i de første år, men på længere sigt vil det betyde en væsentlig forbedring – og en langt bedre rough.
Vi beklager de gener, det måtte give nu og her, men vi gør det for at forbedre banen på sigt.
På områder med mange tidsler vil vi dog klippe dem manuelt.
Hvis I oplever noget, der skal kigges på, så vil det være en stor hjælp, hvis I sender os en mail på bane@rfgk.dk.
Vi glæder os til en god juni-måned med masser af golf! ☀️⛳