Banen er åben
April har været præget af tørt og solrigt vejr, hvilket vi selvfølgelig sætter stor pris på. De mange nætter med frost har desværre betydet, at væksten har været meget langsom. Græsset har haft svært ved at komme i gang, især på greens og fairways, som stadig kæmper lidt med at komme helt op i gear.
Det har krævet ekstra tålmodighed og tilpasning i plejen, men vi ser nu, at temperaturen stiger, og væksten så småt er begyndt at tage fart. Vi følger udviklingen tæt og justerer klipning og gødning i takt med, at forholdene ændrer sig.
I løbet af april har vi prikket greens, vertikalskåret, eftersået og topdresset. Det er alt sammen en del af vores indsats for at lukke gamle skader og skabe en sund og ensartet spilleflade. Det tager lidt tid, før resultaterne for alvor kan ses, men det er helt afgørende for, at greens kan komme stærkt igennem sæsonen.
I maj måned vil vi fortsætte med at topdresse greens flere gange for at forbedre boldrullet og sikre en jævn overflade. Vi gør vores yderste for, at dette arbejde ikke generer spillet unødigt, og tilrettelægger det så skånsomt som muligt.
Spec. vedrørende hul 6
Vi har over længere tid kunnet se, at der udvikler sig en sti fra hul 6 og til teestedet 52/49 på hul 7. Derved opstår der en risiko for de spillere, der forlader 6. green og går af genvejen, når de bagved kommende spillere slår deres slag. Derudover nedsætter det spillerflowet, når spillerne ikke komme hurtigt væk fra hullet.
Stien bliver derfor spærret, og spillerne skal gå til tee 52/49 på hul 7 via området ved tee 58. Skridt er sundt 😀.
Robotterne ruller
Vores nye “medarbejdere” – robotklipperne – har nu været i gang i en måneds tid på hul 3-8, og de klarer sig rigtig flot. Vi kan se, at der er god kapacitet i dem, så vi vil i den kommende tid begynde at udvide deres klippeområder.
Det betyder mere jævn klipning over tid og frigiver samtidig ressourcer til, at vi kan fokusere på andre presserende detaljer og forbedringer på banen.